advisory board omkring et rundt bord

Læsetid: ca 4 minAdvisory board – Hvad er det? Skal du vælge det eller en bestyrelse?

Lasse Baungaard Investeringsordbog-artikler, Iværksætter, Startup, Virksomhed

Når man driver virksomhed, er det ikke altid at man rummer alle de nødvendige kompetencer eller viden der skal til. Særligt i de små eller mellemstore virksomheder. Her kan et advisory board været oplagt.

Hvad er et advisory board?

Et advisory board består af forskellige relevante medlemmer, der kan yde sparring til den tilknyttede virksomhed med de udfordringer de måtte have. Ofte vil medlemmerne være personer der har ekspertise inden for et område I ikke selv besidder i virksomheden.

Der er ingen virksomheder der skal have et advisory board, og det er derfor helt frivilligt om man vælger at tilknytte et eller ej

Hvad er forskellen på et advisory board og en bestyrelse?

Selvom der er mange ligheder mellem et advisory board og en bestyrelse er der også mange forskelle.

Advisory boardet har som udgangspunkt ikke noget ansvar for virksomhedens drift i modsætning til en bestyrelse.

Dog kan advisory boardet, modsat hvad mange tror, godt stilles til ansvar hvis dets funktion og opgaver i princippet fungerer som en bestyrelse. Det kan dermed have et juridisk ansvar for beslutninger truffet i organet. Men det er altså kun hvis advisory boardet helt formelt træffer beslutninger for virksomheden, at de kan drages til juridisk ansvar.

Det er dog ikke det mest almindelige at advisory boardet træffer beslutninger da det, som navnet også antyder, primært er rådgivende (det engelske “advice”, kan oversættes til “råd” på dansk).

Modsat bestyrelser kan de også stiftes til at hjælpe med enkeltstående projekter eller udfordringer. Det betyder også at et advisory board kan have en helt naturlig udløbsdato, modsat en bestyrelse som er blivende (selvom der selvfølgelig kan være udskiftninger i medlemmerne).

Som tidligere nævnt er der ingen virksomhedstyper der skal have et, mens er der er visse typer virksomheder der skal have en bestyrelse

Samtidig er det nemmere at stifte et advisory board end en bestyrelse. Har dit selskab i dag ikke en bestyrelse skal der en vedtægstændring til, hvis du vil have det. 

Hvilke virksomheder kan stifte et advisory board?

Den gode nyhed er at alle typer virksomheder kan tilknytte et advisory board, modsat bestyrelser, som det kun er selskaber der kan stifte.

Hvordan bør man sammensætte sit advisory board?

Man bør sammensætte sit advisory board ud fra hvad du i virksomheden har behov for ekstern hjælp og sparring til. Det skal altså være personer der har kompetencer og viden, som I har brug for, men ikke allerede besidder internt.

Der er, ligesom ved bestyrelser, ikke noget krav om hvor mange medlemmer der skal være. Men typisk vil det ligge på mellem 3-6 personer.

Det kan være en god idé før du går på jagt efter medlemmer at lave en kompetenceprofil på dem du leder efter. Hvilken erfaring og viden er du på udkig efter? Gør det du det, bliver det som regel nemmere at finde frem til de rigtige personer.

Kan man have både et advisory board og en bestyrelse?

Ja det kan man sagtens. Tidligere så man det ikke ligeså ofte, men mange virksomheder ser i dag en fordel ved begge.

Koster det noget at have et advisory board?

Der er ikke noget krav om at man skal betale medlemmer af sit advisory board, og det er meget forskelligt fra virksomhed til virksomhed hvilken løsning man vælger. Dog vil det næsten altid være billigere end at have en bestyrelse.

Nogle steder vil man modtage honorar, andre steder måske blive tilbudt optioner, men det som sagt også være helt uden beregning. Dog bør du som minimum sørge for forplejning når I mødes.

Og så er det selvfølgelig nemmere at få de dygtigste folk med, hvis de også får noget for det.

Hvor ofte mødes man?

Man mødes typisk 4-6 gange om året i et advisory board. Det vil typisk være det samme i en bestyrelse, men hvor der er behov for at mødes kommer også an på den enkelte virksomhed.

Mødes man for ofte, vil der ikke have været tid nok mellem møderne til at implementere ændringer eller beslutninger fra sidste møde. Er der derimod for længe mellem møderne, får man ikke nok ud af sparringen.

Krav til formaliteter?

Det er som sådan ikke nogle krav til formelle aftaler med sit advisory board. Dog kan det som udgangspunkt give god mening at få medlemmerne til at skrive under på en NDA (fortrolighedsaftale). Så kan man trygt kan drøfte alle emner, uden at bekymre sig om at det forlader rummet.